<

Ladies Mud Race

Velkommen til Ladies Mud Race

I 2020 afvikles for første gang Ladies Mud Race i Aabenraa den 03. oktober fra kl. 09:30. Stævnepladsen er ved Arena Aabenraa, Hjelmalle 3, Aabenraa. Der er gode tilkørselsforhold. Der er fine parkeringspladser lige op ad stævnepladsen.

Løbet kommer til at påvirke alle dine sanser. Der skal kravles og klatres, løbes og svømmes (vades). Du bliver med garanti godt træt og brugt, da ruten og forhindringerne er rimelig hårde, men også lavet så man med en rimelig form burde kunne fuldføre dem.

Området omkring Arena Aabenraa er er et naturskønt og kuperet område midt i Aabenraa. Men lad dig ikke narre af skønheden. Det meste af løbet vil foregå ”Off pist”, området er ujævnt og gemmer på naturlige overraskelser. Har naturen ikke udfordringer nok har vi selv lavet forhindringer, så du får brugt hele kroppen. Du vil komme igennem eng og skov, sø og sump med leret klistret til kroppen. Alle dine sanser vil blive belastet, lugten af det klamme mudder, smagen af søvand, vabler på hænderne og musklernes udmattelse.

Stævnepladsen

På stævnepladsen henter du dit startnummer. Du kan få opbevaret din bagage i et bemandet telt. Der er omklædning og badefaciliteter. Ved stævnepladsen er der ikke lang til toiletter.

Stævnepladsen vil emme af liv med musik og speak. Der er mulighed for at købe vådt og tørt, mens man sidder og nyder løbets gang.

Tag bare familien med, der er plads til alle.